Der brænder en ild
Om Mette Linds billedunivers

Vores civilisation, den vestlige verden med hele dens begrebsapparat og selvforståelse, bygger på et fundament af undertrykkelse. Dette synes at være essensen af Mette Linds maleriske univers. Som sådan er hun først og fremmest en engageret kunstner. Præcis som Svend Wiig Hansen var det og det er da også denne kunstner, man først kommer til at tænke på, når man betragter Mette Linds billeder. Som Svend Wiig maler og tegner hun med et klart mål for øje: at vise de samfundsmæssige skævheder, den bølge af undertrykkelse og udbytning, som vi i vesten udsætter store dele af verden for. Det er derfor, man finder et medaljebånd på de fleste af hendes malerier: det er for hylde de mennesker, der normalt ikke kommer i rampelyset. Alle de millioner af mennesker, der lever på et eksistensminimum for at vi kan have det godt i vores del af verden.

Som Svend Wiig Hansen kommer heller ikke Mette Linds samfundskritik til udtryk i den form for 70´er-socialrealisme, som man bl.a. finder hos Dea Trier Mørch, Viktor Brockdorff eller Røde Mor. Dertil synes disse kunstneres udtryksform for statisk. I stedet koncentrerer Mette Lind sig om at sprænge den konventionelle billedopbygning til fordel for ekspressive for ikke at sige eruptive kompositioner, hvor kraftfulde, spontane strøg og dynamiske diagonaler gør lærredet levende og nærmest organisk. Det vokser for øjnene af os samtidigt med, at vi hele tiden opdager nye detaljer i billederne, især de menneskeansigter, der overalt skyder sig frem mellem landskabselementer, fugle, søer og skovpartier. Der er noget faretruende over disse ansigter, som med halvt lukkede øjne og et udtryk af stum vrede signalerer, at den skønhedsopfattelse og alle de begreber, vi har om det gode, det skønne og det sande, bygger på en konsekvent og vedvarende undertrykkelse.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at Mette Linds malerier virker så påtrængende. De er ikke skabt med den blotte dekoration for øje. De er resultatet af de iagttagelser, hun har gjort af verden og dens indretning og af den vrede, hun føler over for alt det, vi har gjort galt. De er et råb om forandring og engagement og appellerer dermed direkte til vores politiske vilje og humanisme. Et måde at skabe kunst på, som bestemt ikke er kutyme i dagens Danmark, hvor den polisk kommenterende og engagerede kunst længe har haft dårlige vilkår. Det er imidlertid igen vigtigt at pointere, at Mette Lind er langt fra at være en blot og bar politisk kunstner. Hendes malerier er godt nok fulde af en stor harme over verdens indretning, men de er samtidigt meget smukke i al deres nøgne og pågående råhed. De har på én gang en kraftfuldhed og sårbarhed over sig, som virker meget stærkt på beskueren og så tillader de sig samtidigt at være åbne kunstværker med deres egne indbyggede gåder. De appellerer kort sagt til vores medskabende fantasi. Deraf deres store fascinationskraft.

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, bachelor i Kunsthistorie.